mandag den 20. januar 2014

Årets første kurser.

Så er 2014 igang. Og super start med kurser i årets 2 første weekender. Jeg kan rigtig godt lide kurser, og så kan man jo ikke starte året bedre. Håber det bare er starten på mange gode, spændende og inspirerende kurser for 2014.

Den første weekend i 2014 afholdt DCH kreds 2 et kursus for rally trænerne omhandlende alle de nye rally skilte der jo træder i kraft i år. Super kursus med god variation mellem teori og praksis. Vi startede med undervisning i de nye skilte for begynder- og øvet klasse. Der er kommet 4 nye skilte i begynder klassen og 8 nye skilte i øvet klasse, derudover er der flyttet enkelte skilte ned i klasserne som tidligere lå i højere klasser. Det var god undervisning, hvor vi både fik beskrevet øvelserne samt hvordan en dommer ville bedømme dem.

Herefter blev vi opdelt i 4 grupper og nu skulle vi så ud og arbejde med de nye øvelser med vores egne hunde. Jeg havde begge hunde med, og om formiddagen blev det Coby der fik lov at komme ud og træne nye øvelser. Coby har ikke decideret trænet rally før, men vi har dog trænet de fleste øvelser hjemme, så det var lidt spændende hvordan det skulle gå.



Coby var dog super dygtig, og hurtig til at fatte de øvelser vi ikke tidligere har arbejdet med. De øvelser jeg på forhånd havde troet ville være sværest for os (sidestep til venstre og cirkel omkring fører) klarede Coby faktisk ret nemt, de skal dog stadig finpudses. Men det var rart at få afprøvet øvelserne med egen hund og se at de nok ikke er så umulige alligevel. Den øvelse Coby havde sværest ved var STÅ øvelsen, jeg har aldrig fået indlært stå med Coby og det kunne man godt se, så måske er det en øvelse vi skal have kigget på i 2014.
Derudover var omgivelserne lidt en udfordring med Coby, han kan godt have lidt svært ved nye omgivelser og nye mennesker og hunde, men jeg synes han klarede det utroligt godt, hvis jeg sørgede for lidt afstand til de andre, så arbejdede han super fint for mig, og som den ene underviser bemærkede, så var det kun når han ikke var sikker på, hvad jeg ønskede af ham, at han slog fra og fokuserede mere på omgivelserne end på mig. Så god dag for Coby og jeg var super stolt af ham.

Efter en pause med lækker frokost, så var det tid til teori i ekspert- og champion øvelserne. Igen super undervisning, hvor vi kom godt omkring alle de nye øvelser (8 i ekspert og 5 i champion). Af de nye skilte i ekspert og champion var dobbeltspring øvelsen den jeg tænkte var sværest, men det er mest set i lyset af at Miki ikke synes det er fedt at løbe væk fra mig, så det var en øvelse jeg var spændt på at komme ud og træne.



Så om eftermiddagen var det så Mikis tur til at komme ud og træne. Vi var opdelt i de samme hold, og skiftede rundt mellem 4 forskellige poster som vi også havde gjort om formiddagen. Miki var tændt og klar til at træne, så det blev også super godt med ham, min lille stjerne hund. Han gik super godt på mini banerne og var fokuseret og ivrig. Klarede de nye øvelser godt, bla den nye øvelse "STOP - gå hen og læg dig" klarede han perfekt selvom vi ikke har trænet den før, men vi har dog trænet feltet i LP2 og tror han kædede de 2 øvelser sammen. I dobbeltspring øvelsen som jeg ved han ville have svært ved, der hjalp jeg ham ved at gå ud bag andet spring og lægge en bold, og så klarede han også denne øvelse fint, så det er nok vejen frem for os.

Efter endnu en god omgang træning, så sluttede vi kurset i klubhuset med kage og afsluttende bemærkninger, men alt i alt et super kursus, der har givet større indblik i alle de nye øvelser, og som gør det lidt nemmere at stå på træningsbanen og undervise mit rally hold i øvelserne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar